JULEGAVEGUIDE TIL HAM

HJEMMELAVET CHOKOLADE JULEKALENDER

Normalt når man skal lave fyldte chokolader for aller første gang, starter man nok ud med at lave 15-20 stk. Jeg kaster mig da ud i at lave 4 stk julekalendre af 24 stk. Så altså 96 stk. Jeg elsker jo at bage, prøve nye ting og have gang i forskellige projekter: så hvorfor ikke lave fire chokoladekalendre helt fra bunden? En til begge mine forældre, en til min kæreste og en til mig selv. Jeg må indrømme at jeg et par gange overvejede at droppe det hele, da det hurtigt virkede uoverskueligt. Nu når jeg er færdig, er jeg mega stolt og glad for at jeg gjorde det. Jeg syntes de er blevet så fine, og at det er ret blæret selv at have stået for alt lige fra planlægning af smagssammensætninger, til indpakning af hver eneste stykke chokolade. Jeg vil klart gøre det til en fast tradition, da jeg både syntes det var mega sjovt, det er mere personligt og faktisk også en del billigere end hvis jeg skulle have købt fire chokoladekalendre i butikkerne. De endte med at indeholde 6 forskellige slags chokolade, som selvfølgelig er blevet smags-testet af undetegnede.

Jeg startede ud med at brainstorme ideer til smage af chokoladerne. Der er ingen grund til at gøre det alt for kompliceret, da der skal laves en del og det hurtigt kan bliver en dyr omgang. Jeg endte med at vælge mine egne favoritter som er hvid chokolade med fyld af lakridsmarcipan, en mørk chokolade med fyld af blød saltkaramel, en mørk chokolade med fyld af marcipan og kirsebærgele, en mørk chokolade med fyld af hård ‘daim’ karamel, en mælkechokolade med kokosfyld og lækre lakrids-flødekarameller. Lakrids karamellerne er til hver søndag i advent. De er blevet pakket ind som små gaver med gavebånd, der indeholder 2 stk i hver pakke. De blev mega gode og jeg vil klart dele en opskrift på sidstenævnte snarest.

Efter at have fundet på alle smagsvarianterne, startede jeg med at kigge rundt i forskellige butikker efter tomme julekalendre, som man selv kan fylde op. Ingen levede op til mine forventninger om et fint design, samme rum-størrelse og god kvalitet. Det resulterede i, at jeg blev nødt til at tænke anderledes. Jeg fandt i Søstrene Grene nogen fine klemmer med tal på, som jeg købte til kun 14,- pr pakke (se billede 2). Hver chokolade har jeg pakket ind i forskellig indpakning efter smagsvariant. Hver smagsvariant har sit eget silkepapir som er købt i enten Normal eller Søstrene Grene. Indpakning af chokoladen er faktisk det mest tidskrævende og jeg vil anbefale at dele det lidt op, i stedet for at gøre det hele på en gang. Start med at lave en variant af chokolade, pak den fint ind og gå videre til næste. Så virker det ikke så uoverskueligt.

Som i kan se på overstående billede har jeg hængt min kærestes kalender på en snor, under en hylde i soveværelset. Min egen hænger i køkkenet over min kaffe-station, så jeg kan snuppe et stykke hver morgen til min morgenkaffe. Ud over at det var et sjovt projekt at lave, syntes jeg også at kalenderne er blevet enormt fine og dekorative. Det er jo egentlig julepynt i sig selv. Jeg har tænkt mig at sige til mine forældre, at de skal huske at gemme alle klemmerne efter brug, hvis de vil have en næste år igen – på den måde kan det blive en genkendelig tradition og en god måde at genbruge på. Hvad syntes du om resultatet? Kunne du finde på at kaste dig ud i sådan et projekt?

Tip. Hvis du mangler julegave-ideer kan du tjekke mine julegaveguides ud HER og HER.

 


 

INGEN HAR SKREVET ENDNU

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Skriv endelig en, hvis du har noget på hjertet..

SKRIV EN KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JULEGAVEGUIDE TIL HAM